Mand fundet død i lejlighed

En kvinde fandt ved 16.30-tiden sin mand død, da hun vendte hjem til parrets lejlighed på Skovvejen 40 i Kolding. Politiet undersøger om der er tale om drab.

Ifølge oplysninger til TV SYD har manden været død i længere tid. Politiet ønsker ikke at udtale sig, om der er tale om drab eller selvmord.

Politiets teknikere ankom ved 17-tiden til boligblokken, som var blevet afspærret med mine-strimmel hele vejen rundt. Området blev også undersøgt med hunde.

Rygter

TV SYD blev allerede ved 17.30-tiden bestormet med henvendelse fra området. Der var på det tidspunkt rygter om, at to personer var fundet døde.

I TV SYD kl. 19.30 kunne politikommissær Kuno Jensen dog slå
 fast, at der kun er tale om en død person. En mand, som har tilknytning til lejligheden.

Kvinde løb skrigende ud

Området svirrede i flere timer med rygter om et ægteskabeligt opgør. Det afviser politiet.

TV SYD har også fået øjenvidneberetninger, som omtaler en kvinde, der løber skrigende ud af opgangen sammen med et barn.

Ifølge oplysninger til TV SYD er der tale om den dødfundne mands hustru, som kom hjem efter et par dages ferie og finder sin mand død.

Politiets undersøgelser skal nu fastslå, om der er tale om et selvmord - eller om der ligger noget kriminelt bag.

Den dræbte er dansker.

Undersøgelser hele natten

Politikommissær Kuno Jensen oplyste i TV SYD kl. 19.30, at politiets tekniske undersøgelser på findestedet formentlig vil vare det meste af natten.

Her blev den døde fundet (Google Streetview)

Vis stort kort