Mand gemte ulovlige våben i Hviding

Politiet har beslaglagt flere ulovlige våben efter en anholdelsesaktion i den lille by Hviding.

Syd- og Sønderjyllands Politi har onsdag ved 15-tiden gennemført en anholdelsesaktion i Ribevej i Hviding syd for Ribe, med baggrund i oplysninger om ulovlig våbenbesiddelse. Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

En 30-årig mand blev anholdt og ved den efterfølgende ransagning blev der fundet flere ulovlige våben på adressen.

- Vi fik et tip fra en borger om, at der skulle bo en person, som skjulte ulovlige skydevåben, og det viste sig at holde stik, siger lokalpolitileder i Ribe, Karsten Aaskov, til TV SYD.

- Der var flere forskellige typer af våben på adressen. De er alle sammen blevet beslaglagt og er nu i politiets varetægt, fortsætter han.

Manden er blevet løsladt igen, da politiet ikke skønnede at der var grundlag til at fremstille ham i grundlovsforhør.

- Nu fortsætter efterforskningen, og så vil tiden vise, om der vil blive rejst tiltale mod ham, siger Karsten Aaskov

quote

Vi fik et tip fra en borger om, at der skulle bo en person, som skjulte ulovlige skydevåben, og det viste sig at holde stik.

Karsten Aaskov, lokalpolitileder, Ribe

Anholdelsesaktionen fandt sted i umiddelbar nærhed af det lokale asylcenter, men har ikke noget med asylcentret eller dets beboere at gøre, påpeger politiet.