Mand i livsfare efter kollision med taxi

Det var tilsyneladende akvaplaning efter det voldsomme skybrud, der førte til alvorlig ulykke i Sydjylland.

En 34-årig mand er i livsfare efter en trafikulykke i Vejen i Sydjylland.

Ulykken skete på en helt lige vejstrækning på Boulevarden i Vejen, hvor den 34-årige kom over i den forkerte kørebane og kørte frontalt ind i en modkørende taxi.

- Ulykken er efter al sandsynlighed sket på grund af akvaplaning efter det voldsomme regnvejr, siger vagtchef Jan Stokholm fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Ved sammenstødet blev den 34-årige mand fra Sdr. Omme livsfarligt kvæstet.

Den 50-årige taxichauffør, der kommer fra Vejen-området, blev også kvæstet ved ulykken, men er ikke i livsfare.