Mand klager over politiet efter ransagning

I Roost syd for Toftlund føler 53-årig Georg Olesen sig dårligt behandlet af politiet efter en anholdelse, der førte til et ildebefindende og udførlig ransagning af sit hjem. Nu har han besluttet at klage.

Tirsdag den 25. marts fik politiet en anmeldelse om, at der muligvis foregik noget kriminelt ved Georg Olesens landejendom. En borger havde set dyrt udseende malerier og en Mercedes, der var ved at blive læsset i en lastbil.

En motorcykelbetjent kører derud, og beder straks om assistance, fordi han, ifølge politiets udsagn, møder en gruppe meget ophidsede mænd, der nægter at svare på spørgsmål. De syv mænd bliver alle anholdt og sigtet for hæleri, heriblandt landejendommens ejer, Georg Olesen.

Mens Georg Olesen sidder i politibilen, får han det dårligt, og politiet må køre ham til hospitalet. Samtidig bliver hans ejendom ransaget. Det viser sig senere, at der intet ulovligt er foregået. Georg Olesen fortæller sin beretning til Ekstrabladet, og derefter tager politiet genmæle i en pressemeddelelse.

 

Sagen fra to sider

- Når vi får anmeldelse om et muligt strafbart forhold, har vi pligt til at undersøge det, og hvis en betjent føler sig truet, skal han selvfølgelig kalde kolleger til hjælp, siger lederen af lokalpolitiet i Tønder, Svend Erik Paulsen.

- Politiets opførsel var ubehøvlet. Jeg er samtidig ked af, at min ti-årige datter kom til at opleve politiets tilstedeværelse her. Hun skulle have haft en veninde med hjem, siger George Olesen til Ekstra Bladet.