Fuld mand kravlede op i skibsmast

Politiet befalede ung beruset mand ned fra skibsmast i femte sals højde.

Tidligt søndag morgen ringede telefonen på Esbjerg Politigård. Det var fra et forsyningsskib ved kajen i Esbjerg Havn.

- Der sidder en mand oppe i masten, lød det.

Den slags forsyningsskibe er ikke i kategorien småbåde. Manden i masten sad oppe i femte etages højde, fortæller vagthavende betjent på politigården i Esbjerg.

Da en politipatrulje ankommer til skibet, beordrer betjentene ham "ohøj, se så at komme ned deroppefra", og det gør han. Han ville nyde udsigten, forklarede han.

Imidlertid var hans alkoholtilstand på et sådant niveau, at betjentene tog ham med til stationen. Der nød han søndag formiddag udsigten fra indersiden af en opvågningscelle.

Inden han søndag forlod politistationen i genvågnet tilstand, blev han præsenteret for en sigtelse for overtrædelse af den offentlige ro og orden. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.