Mand og kvinde fundet døde i Horsens

En mand og en kvinde er onsdag fundet døde i et hus i Horsens. Politiet formoder, at manden har dræbt sin kone og derefter har taget livet af sig selv.

Sydøstjyllands politi blev i dag kl. 14.53 tilkaldt til en adresse i Horsens. Da de ankom til adressen, kunne de konstatere, at husets beboer, en kvinde i 30?erne, og hendes eks-mand, en mand i 40?erne, begge var døde.

Politiet formoder, at der er tale om en familietragedie. Formodningen er, at manden først har slået kvinden ihjel og derefter taget sit eget liv. Det var pårørende, der alarmerede politiet.

Sydøstjyllands Politi arbejder i øjeblikket på gerningsstedet, og ved hjælp af teknikere og retsmedicinere er opgaven at klarlægge hændelsesforløbet.

Det afdøde par havde ingen børn, og alle pårørende er underrettet af politiet.

På grund af sagens karakter har Sydøstjyllands Politi ikke yderligere oplysninger til offentligheden.