Mand ryger ud over altan til drukfest i lejlighed

To mænd og en kvinde er anholdt i sagen og skal i eftermiddag fremstilles i grundlovsforhør.

En 58-årig mand er indlagt på Kolding Sygehus med et brækket ben efter at være røget ud over en altan i forbindelse med et drikkelag i Fredericia tirsdag eftermiddag.

To mænd og en kvinde er anholdt i sagen. Det oplyser vagtchef Jørn Bystrup fra Sydøstjyllands Politi.

Politiet fik anmeldelsen klokken 16.48.

Tumult og slagsmål

- Det er en tilfældig forbipasserende, der finder den 58-årige liggende nede på gaden. Han er kontaktbar, men er ikke i stand til selv at ringe efter hjælp, siger vagtchefen.

Da politiet når frem til adressen, som er en lejlighed på første sal på Ullerupdalvej i Fredericia, anholder betjentene tre personer. To mænd på henholdsvis 41 og 50 år samt en kvinde på 42 år.

- Der har angiveligt været noget tumult og et slagsmål i forbindelse med et drikkelag i lejligheden, siger Jørn Bystrup.

Politiet betegner det som grov vold

Det er endnu uvist, om den 58-årige mand selv er hoppet ud fra altanen, eller om han er blevet skubbet.

- Men indtil videre betegner vi det som grov vold eller medvirken dertil, siger vagtchefen sent tirsdag aften.

- Samtlige fire personer - de tre anholdte og den forurettede - var så spirituspåvirkede, da vi ankom til stedet, at vi ikke har kunnet afhøre dem endnu.

Flere skader på krop og i ansigt

Den 58-årige mand har fået konstateret lårbensbrud og et kompliceret benbrud, ligesom han har skader på andre dele af kroppen og i ansigtet.

Han er indlagt på Kolding Sygehus.

Alle fire personer er fra Fredericia, og det er politiets formodning, at de alle kendte hinanden i forvejen.

De tre anholdte bliver fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Kolding onsdag klokken 15.