Mand satte ild i anden mands bil - og sig selv

Gerningsmand satte ild i Polo på p-plads og løb derfra med ild i sit tøj.

Da en mand i nat ved 02.30-tiden satte sig for at afbrænde en anden mands Volkswagen Polo på personaleparkeringen ved Jysk Sengetøjslager i Uldum, var han så uheldig også at antænde sit eget tøj.

Det viser videoovervågningen af p-pladsen.

Optagelserne viser dog ikke, om gerningsmanden ankom til stedet til fods, på knallert eller i bil. Kun at han efterfølgende stak af mod Vestvejen syd for lageret.

quote

Umiddelbart stiller ejeren sig uforstående overfor, hvorfor hans bil skulle være antændt.

Jørn Bystrup, vagtchef, Sydøstjyllands Politi

Tekniske undersøgelser senere mandag skal vise, hvordan gerningsmanden satte ild i Polo’en, der udbrændte totalt. Ejeren har ikke noget bud på, hvem gerningsmanden er, og hvad motivet kan være.

- Umiddelbart stiller ejeren sig uforstående overfor, hvorfor hans bil skulle være antændt, fortæller vagtchef Jørn Bystrup, Sydøstjyllands Politi, til TV SYD.

Han oplyser samtidigt, at politiet har forespurgt på alle nærliggende sygehuse, om der skulle være kommet en mand med forbrændinger ind i løbet af natten. Det er der ikke.

De ansatte på Jysk Sengetøjslager opdagede branden og alarmerede politiet kl. 02.49.

Ikke kun Polo’en, men også to andre biler blev beskadiget under branden. Én udbrændte ligeledes, mens en anden er skadet af varmepåvirkningen.

Sydøstjyllands Politi vil gerne i kontakt med vidner, der enten har set noget eller har hørt rygter om, at bilen skulle afbrændes. Kontakt politiet på 114.