Mand sigtet for at blotte bagdel for politiet

Politiet sigtede natten til søndag en mand for at blotte sin bagdel for en politipatrulje.

Politiet oplever lidt af hvert i nattelivet, og natten til søndag ventede endnu en oplevelse på et værtshus på Søndergade i Vejen. Optrinnet skete klokken 00.05.

- En 25-årig mand fra Rødding trækker sine bukser ned og blotter sin bare bagdel for en politipatrulje, siger vagthavende ved Syd- og Sønderjyllands Politi Claus Skovgaard til TV SYD.

Hvad der førte til, at manden trak sine bukser ned, er endnu uklart, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi. Helt klart er det dog, at manden er sigtet for overtrædelse af restaurationsloven – altså for værtshusuorden.