Mand sigtet for knivdrab er varetægtsfængslet i fire uger

En 21-årig mand nægtede at udtale sig i grundlovsforhør, men blev varetægtsfængslet på to vidners udsagn.

Den sigtede mand nægtede sig skyldig. Han ønsker hverken at tale med politiet eller dommeren om anklagen, fortæller anklagerfuldmægtig Jesper Rubow til TV SYD.

- Han protesterede ikke mod fængslingen, men gav udtryk for, at han vil skifte forsvarer, så han tog forbehold for det, noterer han.

Grundlovsforhøret blev holdt for åbne døre.  Dommeren lagde to vidneudsagn til grund for fængslingen.

- Det ene vidne ser en person som stikker flere gange, og det andet vidne ser den sigtede løbe fra stedet, men ikke knivstikkeriet, fortæller Jesper Rubow til TV SYD.

Drabsvåbnet er ikke fundet, og der er sikret tekniske spor fra stedet.

Drabet blev begået søndag aften ved midnat i Hospitalsgade i Kolding. Offeret, en 23-årig mand - blev stukket flere gange i maven og døde senere på Kolding Sygehus.

Både den dræbte og den varetægtsfængslede er begge udenlandske statsborgere.

Se mere video på localeyes.dk