Mand sigtet for sex-overgreb på barn fundet død i sin celle

En mand, der er sigtet for overgreb på en 14-årig pige, er fredag fundet død i Kolding Arrest, skriver lokalavis.

En mand blev fredag morgen fundet død i arresten i Kolding.

Det oplyser Michael Weiss, politiinspektør ved Sydøstjyllands Politi, til Randers Amtsavis.

Ifølge avisen er der tale om en 37-årig mand, som torsdag blev varetægtsfængslet for gentagne voldtægtsforsøg og andre seksuelle forhold end samleje mod en mindreårig pige.

Den oplysning ønsker politiet dog ikke at bekræfte.

- Jeg vil ikke kommentere på, hvem den pågældende person er, eller hvad der mere konkret er sket. Men vi undersøger sagen, siger politiinspektøren til Randers Amtsavis.

Den 37-årige mand blev i torsdagens grundlovsforhør sigtet for flere forsøg på voldtægt af den mindreårige pige, oplyste senioranklager Birgitte Ernst.

Manden, der nægtede sig skyldig, blev varetægtsfængslet i foreløbigt fire uger. Han valgte at kære fængslingen til landsretten.