Mand stukket ned på parkeringsplads

En 44-årig mand blev natten til onsdag stukket ned med en kniv på en parkeringsplads i Løsning ved Hedensted.

- Det skete under et tumult mellem to personer, oplyser vicepolitiinspektør Torben Svarrer, Sydøstjyllands Politi, der efterforsker sagen.

Ofret er indlagt på sygehus, og han er nu uden for livsfare.

Politiet har anholdt tre personer. De skal i løbet af dagen fremstilles i grundlovsforhør.

De anholdte er ikke kendt af politiet fra et kriminelt miljø.

Torben Svarrer kan endnu ikke udtale sig om motivet til forbrydelsen.