Mand truet på livet med en pistol

En mand blev i nat truet på livet af en anden mand med en pistol i Fjelstrup. Den 36-årige er nu anholdt, og pistolen viste sig ikke at være en rigtig pistol.

I Fjelstrup uden for Haderslev blev en mand i nat opsøgt og truet af en 36-årig mand. Den 36-årige var bevæbnet med en pistol og truede den anden mand på livet.

- Det lykkedes for den mand, der bliver truet, at fravriste pistolen fra den 36-årige. Bagefter tilbageholder han den 36-årige indtil politiet kommer til stedet, siger Erik Lindholdt, vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, til TV SYD.

Det viste sig dog, at det ikke var en rigtig pistol, den 36-årige havde taget med, men en gaspistol.

Hvorfor den 36-årige valgte at true den anden mand, er politiet endnu ikke helt sikre på, men de oplyser, at det formegentlig handlede om en tvist mellem de to mænd.

Politiet vil senere i dag beslutte, om den 36-årige skal fremstilles i grundlovsforhør.