Mand udenfor livsfare efter containerbrand

En 50-årig mand blev fredag aften fløjet til Odense Universitetshospital, efter han kom forbrændt ud af en container. Han er nu udenfor livsfare.

Fredag aften fik Syd- og Sønderjyllands Politi en anmeldelse om en brand i en container i Toldbodgade i Gråsten. 

En forbrændt mand og en hund sprang ud af containeren og stak af, men politiet fik fat i den forbrændte mand, der blev fløjet til Odense Universitetshospital med tysk lægehelikopter. 

Han var slemt forbrændt og røgforgiftet, da han kom ud af containeren. Vagtchefen ved Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser, at manden nu skulle være udenfor livsfare. 

Manden boede tilsyneladende i containeren sammen med sin hund, og ilden er angiveligt startet, da han ville lave mad. 

 – Han var ved at lave mad på gasblus, men ilden havde fået fat i noget byggeaffald i det meget spartansk indrettede hjem, siger Ole Aamann, vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

Hunden overlevede også branden og bliver passet af mandens familie.