Mandagens overblik: Sådan bliver dagen

I dag klokken 11.00 offentliggøres den eksterne vurdering af Energinets tekniske redegørelse om mulighed for nedgravning af hele eller dele af 170 kilometer højspændingsledninger, der skal løbe fra Holstebro i nord til den dansk-tysk grænse i syd. 

På plejecenteret Birkelund i Juelsminde, får de én gang om ugen besøg af en guitarist. Musikken er med til at holde minderne om de gode gamle dage i live.

I disse dage fræses der løs i klitterne ved Blåvand Fyr, Varde Kommune forsøger at udrydde hybenroserne, som betragtes som en invasivart. 

I dag bliver 72 gamle træer til flis. Træerne er 138 år gamle og har stået langs en allé i Hjerndrup ned til en gammel gård fra 1880. Ejeren kalder det trist og historisk. Træerne var blevet syge, og derfor var hun nødt til at fælde dem, fordi det var farligt at køre på vejen.

Begravelser bliver gratis for medlemmer af folkekirken - men kun nogle steder. Fra 2020 i Vejle og Ribe provstier, skriver TV 2. Der er splittelse omkring, hvorvidt det er en god idé at gøre begravelser og bisættelser gratis for folkekirkens medlemmer.

Dreng klatrede 15 meter op i træ i Blans ved Sønderborg. Han ville redde sin kat ned, så de kunne holde jul sammen. I stedet måtte drengen hjælpes ned fra træet med hjælp fra en stigevogn. Læs historien her.

Trafikken glider som den skal både på motorveje og landeveje. Man skal dog passe på i trafikken, da der er pletvis glatte veje flere steder i landsdelen. Også tog og busser kører planmæssigt.

Se den seneste melding fra Vejdirektoratet her.  

Mandag kan der stedvis komme perioder med lidt sol, ellers skyet vejr, men stort set tørt, skriver DMI. Temperaturer mellem frysepunktet og to graders varme - og svag til let vind omkring sydøst.

 

Tak, fordi du læste med! 

Med venlig hilsen 

Charlotte Sølvsten