Mandagens overblik: Sådan bliver dagen

I dag klokken 10 sættes den første stolpe i jorden af det 70 kilometer lange vildsvinehegn langs den dansk-tyske grænse. Hegnet er en del af den politiske aftale om at styrke indsatsen mod afrikansk svinepest, som regeringen og Dansk Folkeparti indgik i marts sidste år. Opsætningen af hegnet begynder ved Padborg, og hegnet forventes at stå helt færdigt til efteråret.

Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen, (V), deltager i dag i en storstilet beredskabsøvelse, som skal teste om Danmarks beredskab kan bekæmpe den frygtede afrikanske svinepest. Øvelsen inddrager både Miljø- og Fødevareministeriet, politiet, Beredskabsstyrelsen, svinebønder, slagterier, transportfirmaer samt en lang række tyske myndigheder. 

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) mødes i dag med repræsentanter for både det danske og tyske mindretal for blandt andet at drøfte det grænseoverskridende samarbejde, når og hvis regionerne nedlægges. Der er lagt op til i den nye sundhedsreform, at det er kommunerne, der skal overtage regionens arbejde, men med langt færre midler. 

En 41-årig mand fra Varde-området blev søndag aften anholdt af Syd- og Sønderjyllands Politi. Tidligere på dagen havde manden fremsat trusler på livet mod unavngivne betjente.
Syd- og Sønderjyllands Politi satte derfor en større eftersøgning i gang og fandt frem til den mistænkte, som blev anholdt. Det skete klokken 22.23. Mandag morgen vil det blive vurderet, om han skal fremstilles i grundlovsforhør.

En væltet tankbil med anhænger spærrer mandag morgen rundkørslen ved Egeskov på motortrafikvejen (rute 28) mellem Vejle og Fredericia. Vejen forventes tidligst ryddet kl. 12, oplyser Vejdirektoratet.

Husk, at du altid kan følge de helt aktuelle meldinger om biltrafikken på trafikken.dk og for tog på DSB og Arriva.

Mandag bliver det mest overskyet, diset eller tåget og med regn nogle steder. Først på dagen kommer temperaturen ikke under frysepunktet, og det bliver op til cirka 3 graders varme. I løbet af dagen slår vinden dog om i nordvest og nord og tiltager, og det betyder, at nedbøren går over i slud eller sne, og temperaturerne når ned omkring frysepunktet, oplyser DMI.

Tak, fordi du læste med. 

Med venlig hilsen

Ernst Møller