Mandefag vinder frem

Mindre handelsfirmaer er igen begyndt at efterspørge sælgere. I løbet af halvandet år er deres ledighed faldet med omkring 20 procent. Den ligger i dag på 4,1 procent.

Det fremgår af en opgørelse fra Business Danmarks a-kasse.

Formanden for Sønderjysk Afdeling af Business Danmark, Jens Erik Jensen, mener, at virksomhederne er begyndt at ruste sig til, at der igen kommer gang i forbruget.

Afdelingen har i dag 236 ledige mod 312 for halvandet år siden, da ledigheden toppede.

82 procent af sælgerne er mænd, og også i andre mandefag falder ledigheden.

Ledighedstal for auhust

Beskæftigelsesregionerne har netop offentliggjort ledighedstallene fra august.

I det seneste år har der været en stigning i ledigheden på 43 personer eller 0,1 procent i region Syddanmark, når de aktiverede tælles med. I tallet indgår Fyn, men ikke Horsens og Hedensted.

Tallene dækker over store geografiske forskelle. I Sydjylland med Horsens og Hedensted er ledigheden mellem 2,7 og 6,1 procent med Billund i bunden og Fredericia i toppen.

Det er især i typiske mandejob, at flere kommer i arbejde, da den offentlige sektor med mange arbejdspladser for kvinder stadig gennemfører den ene fyringsrunde efter den anden.

Det seneste år er ledigheden i byggefagene faldet  med 11,4 procent, men den ligger stadig forholdsvis høj på 6,2 procent.