Mandø mister de unge - nu er Gregers på 41 den yngste

41-årige Gregers Jørgensen er Mandøs yngste beboer, efter at en ung familie med tre små børn er flyttet til fastlandet.

Han er ked af, at hans mangeårige ven nu forlader Mandø.

- Vi har jo kendt hinanden meget længe.

Selv om Gregers Jørgensen er 41 år, må han repræsentere ungdommen blandt de fastboende på vadehavsøen. Han er nemlig nu den yngste beboer.

- Ja, det er jeg jo, siger han med et suk.

Hans 33-årige ven har netop opgivet at fortsætte som landmand på Mandø, solgt gården og flyttet til Glejbjerg. Sammen med sin hustru og tre små skolebørn.

Det betyder, at antallet af beboere nu er nede på 30. I 1975 var antallet af beboere oppe på 150. Samtidig er antallet af landmænd gået ned fra tre til to.

- Det går den forkerte vej. Det bliver stadig sværere at opretholde livet her som landmand, og hvis jeg ikke også arbejdede som smed og murer, så ved jeg ikke, om det gik, siger Gregers Jørgensen.

- Der mangler en kvinde på min alder

Hans forældre ejer gården. Faderen har trukket sig tilbage på grund af helbredet. Hans 68-årige mor er på vej til at gå på pension. Han skal overtage gården.

- Der mangler lige en kvinde på min alder herovre, smiler han skælmsk.

Han har børn og ekskone på fastlandet. Og ved, at det kan blive svært at ”lokke” en kvinde til at bosætte sig på Mandø.

Til gengæld rykker stadig flere turister ind på øen. De kommer kørende i egen bil eller har taget turen over Låningsvejen med en af de to traktorbusoperatører, der er på Mandø.

Frygter, at Mandø kun bliver for turister

Der findes ingen officielle tal på antallet af turister, der gæster Mandø, men en traktorbusoperatør vurderer det til at ligge på mellem 120.000 og 150.000.

Turisterne kommer fra hele verdenen. Og de skaber naturligvis omsætning blandt andet på øens kro, cafe og købmand.

Gregers Jørgensen frygter – både for ham selv og for øens liv – at Mandø i fremtiden kun bliver et sted for turister og dem, der lever af turisterne.

- Det virker til, at øen bare skal dø ud for alle os fastboende. Jeg kan ikke se det anderledes, siger han.  

Alligevel kan han ikke forestille sig et andet liv end det her på den otte kvadratkilometer lille ø.

 Benny Thomsen fra Mandø Event: Sådan løser vi problemet

- Vi er i den situation, at når de unge flytter herfra, så stiger gennemsnitsalderen med mere end et om året. Det sker, fordi forholdene til, at trække folk til, ikke er gode nok.

- Det er med mennesker som med bladlus: De samles og trives i store flokke, hvor de har det godt, og hvor der er gode muligheder for at være. Vi mister flere og flere ting, som man tager fra os.

- Jeg ønsker mig offentlig transport, så man kan komme herfra, også selvom man ikke har bil. Vi har haft Flextrafik, men i går, da min kone skulle bruge det, fik vi at vide, at det er stoppet, og at vi selv må sørge for at komme til fastlandet. Det undrer mig, at vi ikke er en del af den offentlige service, som resten af landet er.

- Hvis vi skal have folk til at flytte herover, skal vi have styr på trafik og transport. Og så kunne vi måske gøre det attraktivt at flytte ud i de her egne ved at ændre på skatteforholdene og fjerne topskatten.

- Og så skal vi måske også lære at være gode til at lukke en havkat ind i hyttefadet. Som vil se verden på en anden måde, end den har været set på i rigtig mange år. Det, tror jeg, er et stort problem, at man har lullet sig ind i sin egen verden, og når folk så kommer udefra og vil ind i fællesskabet, tænker man: ’Ej, det giver for meget bøvl’.