For mange sønderjyder omkommer i brand i eget hjem

Især ældre borgere omkommer, fordi brandsikkerheden ikke er god nok. Nyt projekt i Tønder skal derfor sikre flere hjem mod brand.

En røgalarm er ikke altid nok, hvis en brand skal forhindres i et hjem, hvor der bor ældre mennesker. Dårlig hørelse eller problemer med bentøjet kan være med til at skabe farlige situationer.

Det vil Tønder Kommune nu gøre noget ved i samarbejde med Ældre Sagen og TrygFonden.

quote

Ældre mennesker har måske ikke overskud eller den rette viden til at sikre deres hjem mod brand.

Børge Rossen, Ældre Sagen Tønder

En bevilling på 350.000 kroner skal nemlig bruges til at gennemgå flere af de ældres hjem, og hvis det er nødvendigt, får borgerne tilbudt økonomisk hjælp til at sikre brandsikkerheden. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

- Ældre mennesker har måske ikke overskud eller den rette viden til at sikre deres hjem mod brand. Derfor er vi glade for donationen, siger Børge Rossen, formand for Ældre Sagens koordinationsudvalg i Tønder Kommune.

Samtidig vil hjemmeplejen og ældrerådgivere fremover være mere opmærksomme, når de besøger ældre i deres hjem.

- Alle hjem bør have en brandalarm, men nogle gange kan sikkerheden forbedres yderligere ved at flytte rundt på ting i hjemmet eller ved at investere i mere brandudstyr, siger Jacob Christensen, forebygggelseschef i Brand og Redning Sønderjylland.