Mange afleverer ulovlige våben til politiet

Mange har i uge 25 afleveret ulovlige våben til Sydøstjyllands Politi. Lige nu kan man aflevere dem helt anonymt og uden risiko for strafforfølgelse.

Den sidste uge er det væltet ind med ulovlige våben ved Sydøstjyllands Politi. 200 ulovlige våben har i uge 25 fundet vej til politikredsen.

Mange har benyttet sig af, at politiet hele juni måned giver frit lejde til at aflevere ulovlige skydevåben, knive og eksplosiver. Det betyder, man anonymt kan aflevere våbene helt uden at få straf eller bøde. 

- Vi får indleveret våben hele tiden. Det er da glædeligt, der er så mange, der afleverer deres våben, siger Flemming Lau, vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, til TV SYD.

Til og med den 1.juli kan man aflevere ulovlige våben til politiet helt anonymt og uden risiko for strafforfølgelse. Derefter bliver straffen for besiddelse af ulovlige skydevåben og eksplosivstoffer fordoblet. Straffen stiger fra ét år til to år.