Mange borgere kan blive berørt af ny gasledning

Selvom det endnu ikke er endeligt besluttet at etablere en ny gasledning tværs over Sydjylland, har flere hundrede borgere fået brev om projektet.

Hvis det bliver besluttet at anlægge en rørforbindelse fra Nordsøen gennem Danmark og til Polen, så kommer det til at berøre mange borgere i Sydjylland.

Derfor holder Energinet i denne uge informationsmøder flere steder i landet. I Kolding mødte knap 70 borgere op, mens der i Varde var omkring 20 borgere til mødet.

Ifølge Energinet har godt 900 borgere modtaget et brev om, at de kan blive berørt af projekt. Det er dog et samlet tal og gælder også borgere på Fyn og på Sjælland.

- Hvis projektet bliver realiseret, vil der måske være halvdelen, der bliver berørt, siger Sofie Leweson, projektleder ved Energinet, til TV SYD.

I Syd- og Vestjylland er det planen, at der skal etableres ny rørføring på en godt 15 kilometer lang strækning nord for Varde, samt en strækning på 35 kilometer fra Egtved og ud mod Lillebælt.

Det første høringsfase udløber den 22. januar. Herefter skal der laves en miljøvurdering af projektet. Det fortæller Sofie Leweson, projektleder ved Energinet, til TV SYD.

Senere i 2018 skal der laves en ny høringsrunde på otte uger. Det forventes, at der træffes en endelig investeringsbeslutning om projektet i slutningen af året.