Mange narko-dødsfald i Esbjerg

En opgørelse over narkorelaterede dødsfald per 10.000 indbyggere fordelt på kommunerne viser, at Esbjerg ligger på en fjerde-plads med 53 døde.

Nye tal viser, at narkodødsfald sker i 93 af Danmarks 98 kommuner. Netop derfor skal indsatsen mod stofmisbrug tænkes om, mener Landsforeningen af Væresteder, LVS, og organisationen for socialt udsatte, Svid. Det skriver Politiken mandag.

I alt sker 26 procent af alle narkodødsfald i de tre byer. De resterende 74 procent er spredt ud over resten af landet. Opgørelsen dækker over perioden 2007 og 2009-2012. 2008 er ikke med på grund af kommunalreformen.

Samsø er nummer et på listen med to dødsfald. Den høje placering skyldes kommunens lave indbyggertal på 3.806.

Svendborg er nummer to med 28 dødsfald, Odense nummer tre med 92 dødsfald og Esbjerg nummer fire med 53 døde. Tallene stammer fra LVS og Svids "Årsrapporten på udsatteområdet for 2013," som udkommer mandag.

- Der er en hel masse byer ude i provinsen, hvor man har langt flere dødsfald. Det er uforståeligt for os, at man ikke bruger de her tal, når man skal tilrettelægge indsatsen i kommunerne, siger sekretariatschef i LVS Cliff Kaltoft til Politiken.

Formanden for Rådet for Socialt Udsatte, Jann Sjursen, finder tallene meget interessante, fordi de udfordrer sundhedsmyndighedernes nationale indsats mod stofmisbrug.

- Jeg kan kun være enig i, at der er brug for at tænke geografien ind i indsatsen mod stofmisbrug, hvis antallet af narkorelaterede dødsfald skal reduceres. Jeg tror ikke, det eneste, der kan reducere det, er stofindtagelsesrum eller heroinbehandling, siger han.

I 2012 døde 210 personer på grund af indtagelse af narkotika. I årsrapporten fra LVS og Svid fremgår det ikke, hvilke stoffer der var årsag til dødsfaldene.

- Se hele Politikens artikel her

- Se hele rapporten her