Mange svin ofre for gårdbrand i Tørring

Cirka 300 fedesvin er formentlig gået tabt ved en voldsom gårdbrand i Tørring.

- Men det er lykkedes at redde 1200 andre i svin i en tilstødende bygning på gården på Vongevej 47 i Tørring nord for Vejle, oplyser vagtchefen hos Sydøstjyllands Politi, Jesper Duus natten til torsdag.

- Cirka 100 grise er umiddelbart døde, og andre 200 ventes aflivet på grund af røgforgiftning, fortæller vagtchefen.

Der blev slået alarm om branden ved 20.30-tiden onsdag aften, og ilden i en staldbygning og en produktionsbygning var en overgang så voldsom, at brandfolkene ikke kunne trænge ind.

Derimod gik gårdens beboelse fri af flammernes hærgen.

Årsagen til branden er ikke kendt.