Mange tyverier af udendørslamper

Politiet vil kigge nærmere på mindst fem tyverier af dyre lamper. Vidner har set en mystisk bil.

En eller flere tyve gik i nat på jagt efter dyre udendørslamper i Esbjerg-området. Den vagthavende hos Syd- og Sønderjyllands Politi er ikke i tvivl om, at der er en sammenhæng mellem de mange tyverier.

Foreløbig er der anmeldt fem tyverier, og der er et enkelt vidneudsagn, er muligvis kan føre politiet til tyven(e). 

Omkring klokken 04.32 i nat blev der stjålet tre Louis Poulsen lamper fra et hus i Myrthueparken i Esbjerg. Derfor leder politiet efter vidner, der har set en sort VW Golf i området eller har andre oplysninger.

Der er tale om lamper af typen Toldbod 155 med en nypris på 3500 kroner.

Arne Jacobsen er også attraktiv

Cirka klokken 04.50 er der stjålet to lamper af samme type. Det skete på Østre Strandvej i Tjæreborg. Desuden er der taget to Toldbod-lamper fra et hus på Rylevænget i Hjerting i tidsrummet klokken 23.00 til 10.00.

Men tyven(e) er også gået efter Arne Jacobsen-lamper. Klokken 09.54 er der anmeldt et tyveri af to lamper med navnet AJ 50 fra et hus i Sandgaden i Darum. 

Desuden er der mellem klokken 23.00 og 14.30 stjålet to udendørslamper fra et hus på Hjerting Strandvej i Hjerting. Her er det ikke oplyst hvilken type lampe, der er tale om.