Mangel på lærlinge åbner for udlændinge

Virksomheden Norisol har fyldte ordrebøger, men mangel på lærlinge. Derfor henter de tyske medarbejdere ind til deres afdeling i Fredericia.

25 unge vælger hvert år en uddannelse som isolatør, men det er slet ikke nok til at dække Norisols behov, så derfor må de hente arbejdskraft fra udlandet. Det skriver Børsen fredag. Ifølge direktøren for Norisols afdeling i Syddanmark skyldes det manglende anerkendelse for faget.

- Vi stiller op og promoverer os selv, så snart der er en anledning til det på de tekniske skoler. Men når de unge står på diskoteket, er det ikke anerkendt at fortælle, at man arbejder med uld og er beskidt en gang imellem, selv om der er masser af arbejde i branchen, siger chef for region syd, Niels Hansen til Børsen.

TV SYD har i foråret kørt en kampagne ?Hey Mester?, der skulle skaffe 200 nye lærerpladser. Det lykkedes at skaffe 40. Omkring 1.200 unge syd- og sønderjyder mangler en lærerplads.