Mangel på mænd

Over hele landet mangler foreningen Børns voksenvenner mænd. Mænd der vil bruge tid på, at være ven med en dreng.

Der er langt flere drenge end piger på venteliste hos Børns Voksenvenner. Drenge der vokser op hos enlige mødre mangler ofte en mand de kan spejle sig i og være fortrolig med. Det forsøger foreningen Børns voksenvenner at hjælpe med - men der mangler mænd. 

Randi Hundebøl, der er leder af Børns Voksenvenners centerby i Esbjerg fortæller,  at der er brug for mange flere mænd, men at de ofte holder sig tilbage, fordi de er bange for, at omgivelserne tror, at mænd har ureelle hensigter, når de vil være ven med et barn.

Flere mænd fortæller også, at deres omgangskreds spørger til, hvordan de dog tør være venner med et barn, om de ikke er bange for at blive falsk anklaget for fx overgreb.  

Morten Kragh Mortensen er frivillig hos Børns Voksenvenner i Haderslev og kan kun opfordre mænd til at melde sig. Han har selv været voksenven de sidste 4-5 år for Lukas, der dengang de begyndte venskabet, var 11 år. 

Nu er Lukas på efterskole og samværet er begrænset, men indtil nu har Morten ,der selv er far til to døtre, fx været på fisketur, spillet spil og lavet mad sammen med Lukas én gang om ugen.   

Hos Børns Voksenvenner i Haderslev er der lige nu 8 drenge på venteliste.

Hør mere om Børns voksenvenner i Naboer på TV SYD +, direkte kl 15 - ellers kl 19.55 og 22.40 og i nyhederne 19.30