Maritim chef: Slæbebåd skal væk hurtigst muligt

Slæbebåden, der mandag blev trukket ned af verdens næststørste sejlskib, skal væk hurtigst muligt, lyder det fra havnens maritime chef, der afventer en plan.

Båden ligger i indsejlingen til trafikhavnen ud for Fanø, men spærrer dog ikke trafikken. Til gengæld kan den i værste fald udgøre en sikkerhedsrisiko.

- Det er klart, vi ikke kan have den liggende dér af sikkerhedsmæssige årsager. Den skal væk hurtigst muligt, siger Esbjerg Havns maritime chef, Torben Jensen, til TV SYD.

Han forventer derfor allerede i løbet af torsdagen at få klaring på, hvordan og hvornår slæbebåden bliver bjærget.

Båden ligger lige nu på 10,3 meter vand med en frihøjde til overfladen på seks meter.

Det er ejerne af slæbebåden og deres forsikringselskab, der sammen har ansvaret for at få slæbebåden fjernet.