Markant sparekassedirektør er klar til politik i regionsråd

Kurt Jensen, 66 år, var i 37 år en markant direktør for Frøs Sparekasse. Som nyslået venstremand stiller han nu op som kandidat til regionsrådet i Region Syddanmark.

I april gik Kurt Jensen været på pension og har siden nydt livet i et lidt lavere gear end i årene som frontfigur i Frøs Sparekasse. 

Nu er den 66-årige Kurt Jensen klar til at stille op som kandidat for Venstre til regionsrådet. Det er formanden i Røddingegnens Venstre, Aksel Buchholt, som har fået Kurt Jensen ind i politik. Det fortæller JydskeVestkysten lørdag.

- Jeg fik opfordringen sidste lørdag og sagde ja efter et par dages overvejelse. Sundhed og erhvervsudvikling har min interesse - og det kan jeg med min baggrund også se mig selv arbejde med politisk, siger Kurt Jensen til TV SYD.

Som sparekassedirektør deltog Kurt Jensen gerne i samfundsdebatten - men aldrig ud fra et tilhørsforhold til et politisk parti.

quote

Jeg er et helt nyslået medlem af Venstre - og havde ikke drømt at forsøge mig i politik, før jeg blev opfordret til det

Kurt Jensen, tidligere sparekassedirektør, Rødding

- Jeg er et helt nyslået medlem af Venstre - og havde ikke drømt at forsøge mig i politik, før jeg blev opfordret til det, siger Kurt Jensen med et lille smil på læben.

Han er så småt gået i gang med at sætte sig ind i regionens opgaver og udfordringer.

- Det er vigtigt, at vi driver sundssystemet på en effektiv facon, hvor vi aldrig må glemme, at kundernes tilfredshed er vigtig. Det har de mange år i sparekassen lært mig betydningen af, siger Kurt Jensen.

Han bliver en af omkring 50 Venstrefolk, der skal kæmpe om vælgernes gunst til valget den 21. november. Her er der i Region Syddanmark mange ledige Venstre-stemmer, der skal fordeles, da Carl Holst ved sidste valg fik mere end 94.000 personlige stemmer.