Markedshest får nyt hjem i Almind

Flere gæster på Vorbasse Marked har kritiseret tilstanden på nogle af de heste, der var til salg på markedet i weekenden. En gæst har nu fået foræret en af hestene fra markedet, så den kan få det bedre.

Billeder af afmagrede heste og kommentarer, der i skarpe vendinger kritiserer dyrenes forhold under årets udgave af Vorbasse Marked. Det er hvad der er kommet i kølvandet på weekendens marked.

En af de kritiske røster kommer fra Jeanette Mikkelsen. Hun blev så fortørnet over at se hestene på markedet, at hun nu har politianmeldt både den embedsdyrlæge, der har godkendt hestene til markedet, og Dyrenes Beskyttelses dyrlæge, som har været på kontrolbesøg på markedet.

En af hestene fra markedet blev købt af en anden hestehandler fra Thisted. Den er nu blevet foræret til Camilla Stormont Mikkelsen, som bor ved Almind.

- Han har fortalt mig, at han købte hesten i medlidenhed, fordi den ikke havde det godt. Nu har han så foræret mig den, fordi han ikke selv havde mulighed for at passe den, fortæller Camilla Stormont Mikkelsen til TV SYD.

Du kan møde Camilla Stormont Mikkelsen og hendes nye hest i TV SYD klokken 19.30.

Herunder er der billeder af hesten, Sir Lancelot, efter den er ankommet til sit nye hjem.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.