Markedsledelse: Vi stoler på dyrlægerne

De seneste dage har der været stor kritik af forholdene for dyrene på årets Vorbasse Marked. men bestyrelsen bag markedet mener, at de har gjort hvad de kunne for at sørge for at loven er overholdt.

- Vi har overholdt loven på området. Derudover har vi ingen kommentarer.

Sådan lyder den kontante melding fra formanden for Vorbasse Marked, Brian Madsen, efter der har været rejst kritik af hestene på markedets forhold.

Der har de seneste dage floreret billeder på nettet, som angiveligt er taget på årets marked. Her ser man heste, der ifølge flere markedsgæster er så magre og misligholdt, at de ikke burde have været på markedet.

En af kritikerne er Jeanette Mikkelsen. Hun ville ønske at hestehandel helt blev forbudt på markederne herhjemme, eller at det i det mindste blev begrænset til en enkelt dag og ikke som på fx Vorbasse Marked, hvor hestene står til salg i tre dage i træk.

Men dette forslag vil Vorbasse Markeds bestyrelse altså ikke forholde sig til søndag, ligesom de også har afvist at stille op til interview på tv.