Markus springer for en plads på landsholdet

I dag var en flok håbefulde gymnaster mødt op til landsholdsudtagelse på Flemming Efterskole.

I dag var der landsholdsudtagelse i gymnastik-disciplinen Team-Gym på Flemming Efterskole vest for Horsens. Team-Gym består både af rytmisk- og springgymnastik.

En af de fremmødte var Marcus Schrøder, der til dagligt læser HF.

quote

Det ville være rigtig fedt at blive udtaget.

Marcus Schrøder, gymnast.

- Det ville være rigtig fedt at blive udtaget. Det er noget, man har drømt om, siden man startede – Og så komme op at springe med de store drenge, siger han til TV SYD.

Men selvom det ultimative ville være en udtagelse, så er Marcus først og fremmest med for at få erfaring.

- Jeg er her for at prøve at se, hvordan det er, så jeg er helt klar til næste gang, der er udtagelse, siger han.

Gamle elever vender tilbage

Markus Schrøder er tidligere elev på Flemming Efterskole, hvor man er glade for at byde tidligere elever velkommen tilbage.

quote

Vi er glade for, at de har fået så meget appetit for gymnastik, efter de har gået på skolen.

Maj Bukhave Lund, kommunikationsmedarbejder på Flemming Efterskole.

- Vi har mange tidligere elever, der stiller op i dag. Vi er glade for, at de har fået så meget appetit for gymnastik, efter de har gået på skolen, at de har lyst til at gå videre med det helt til landsholdene. Det er sjovt at følge dem videre i deres gymnastikkarriere, siger Maj Bukhave Lund, der er kommunikationsmedarbejder på Flemming Efterskole.

I alt var 45 mødt op til dagens udtagelse, de skal skæres ned til en bruttotrup på 30. Frem mod EM i Portugal til efteråret 2018, bliver bruttotruppen skåret ned til 10 til 12 gymnaster.

Lørdag lagde Flemming Efterskole gulv og udstyr til kvindernes udtagelse.