Marskbønder demonstrerer på traktor

Over 100 marskbønder mødte her til formiddag op på traktorer, og kørte i kortege til Bramming Kultur- og Fritidscenter for at demonstrere mod nye miljø-regler.

Vreden var i første omgang rettet mod statsminister Lars Løkke Rasmussen, der skulle holde tale i Bramming.

Landmændene er harme over, at nye regler om randzoner vil besværliggøre en rentabel landbrugsdrift af de ofte små marker ude i marsken, hvis loven vedtages.

1000 procent

I øjeblikket må landmændene kun dyrke markerne i en afstand på en meter ud til de grøfter, der er nødvendige for at dræne de ofte lerede jorder.

Men hvis loven vedtages, bliver de randzoner udvidet fra en meter til 10 meter - eller en stigning på 1000 procent.

Ikke plads til maskiner

De demonstrerende landmænd frygter, at markerne derved bliver så små, at de bliver stort set umulige at dyrke, blandt andet fordi de ikke kan køre med almindelige landbrugsmaskiner uden at komme for tæt på randzonen.