TV der bevæger dig

Martin Lund Madsen opgiver kampen og genåbner omstridt vej

Martin Lund Madsen stopper sagen om Skovgårdsvej.

Martin Lund Madsen. (ARKIVFOTO). Foto: Vibeke Illum Marcussen, TV SYD

Artiklen er opdateret med kommentar fra Egon Fræhr.

I ét år og én dag har Skovgårdsvej været spærret af Martin Lund Madsen, men nu er det slut. Martin Lund Madsen accepterer Vejdirektoratets afgørelse, og slæber ikke Vejen Kommune i retten.

- Det krænker min retsbevidsthed, at Vejen Kommune nægter at følge højesteretsdommen og i stedet bruger millioner af skattekroner til advokater for at finde en anden paragraf i systemet, som nu giver medhold hos Vejdirektoratet.

- Jeg må konstatere, at borgere i Danmark ikke har en chance mod systemet, selv ikke, hvis man får medhold i Højesteret. Derfor vælger jeg nu at stoppe sagen, så jeg igen kan koncentrere mig om at drive mit landbrug, siger Martin Lund Madsen til TV SYD.

Martin Lund Madsens virksomhed, Ny Endrupholm, fik i sin tid medhold i Højesteret for, at ekspropriationen til anlæg af en vej var ulovlig.

Vejen Kommune valgte at gennemføre en ny ekspropriation efter vejloven. Det klagede Martin Lund Madsen over, men nu har Vejdirektoratet i en afgørelse givet kommunen medhold.

Borgmester Egon Fræhr (V) ønsker ikke umiddelbart at kommentere Martin Lund Madsens beslutning.

- Det tager vi til efterretning, siger Egon Fræhr til TV SYD.

”Så kører vi den her sag til ende”

Martin Lund Madsen har tidligere sagt, at han ikke stopper før vejen er fjernet, men det stopper altså her.

- Jeg har ondt i maven over at skulle betale så mange penge til advokatregninger, men når det så er sagt, så kører vi den her sag til ende. Det er ikke endnu en million, der får os til at give op, sagde Martin Lund Madsen i marts til TV SYD.

Skovgårdsvej blev kendt ulovlig af højesteret i oktober 2018. Martin Lund Madsen oplyser, at han har brugt op til fire millioner kroner på retssagen.