Martin spiller professionel golf i sin egen baghave

Martin Boel Ovesen fra Kolding Golfklub er en af favoritterne ved Challenge Tour turneringen på golfbanen Royal Oak i Jels, der begynder torsdag.

Sammen med 155 andre golfspillere dyster Martin Boel Ovesen fra Kolding om en samlet præmiesum på 1,3 mio. kr. ved den internationale Made in Denmark Challengeturnering.

Normalt farer han og de andre professionelle golfspillere rundt i Europa, men i disse dage er han så at sige på hjemmebane.

- Det er superfedt at spille et kvarter fra, hvor jeg bor. I sidste uge var vi i Frankrig, ugen forinden i Belgien, og så spiller vi her i Danmark i min egen baghave mere eller mindre. I næste uge spiller vi i Skotland. Vi kommer jo langt rundt, fortæller han til TV SYD kort før starten på 1. runde torsdag morgen.

For første gang nogensinde lægger Royal Oak Golf Club i Jels baner til en international challengeturnering, der løber til og med søndag.

Det er også første gang, at en golfbane i Syddanmark får besøg af en challengeturnering, og arrangørerne håber på mellem 5.000 og 6.000 tilskuere - specielt til finalerunden lørdag og søndag.

Der er fri entre til turneringen, hvor vinderen kan sætte 200.000 kr. ind på kontoen.

Se hele programmet for turneringen her.