Maskeret mand forsøgte at røve McDonald's med køkkenkniv

Kort før midnat tirsdag forsøgte en mand at røve en McDonald's i Haderslev. Han opgav dog og flygtede uden udbytte.

 McDonald's i Haderslev var sent tirsdag aften udsat for et røveriforsøg.

- Vi har anholdt en 22-årig mand, som vi mistænker for at stå bag røveriet, fortæller vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Mads Leervad Dammark, til TV SYD.

quote

Vi har anholdt en 22-årig mand, som vi mistænker for at stå bag røveriet.

Mads Leervad Dammark, vagtchef, Syd- og Sønderjyllands Politi

Politiet fik anmeldelsen om røveriforsøget mod McDonald's på Teaterstien i Haderslev klokken 23.25.

Klik og se mere på localeyes.dk

- Gerningsmanden kom ind og truede med en køkkenkniv. Men da han trak kniven, flygtede personalet fra kasseområdet. Derfor fik han ikke noget udbytte med sig. Han opgav simpelthen, siger vagtchefen.

Gerningsmanden flygtede fra restauranten og blev en times tid senere anholdt mindre end 100 meter fra gerningsstedet.

- Vi har ikke afhørt manden endnu. Det sker før onsdag formiddag, siger vagtchef Mads Leervad Dammark.

Kniven, som politiet mener blev brugt under røveriforsøget, er fundet i en baggård i nærheden, hvor politiet formoder, at den 22-årige først gemte sig.

Manden påkaldte sig politiets interesse, idet han opholdt sig i umiddelbar nærhed af restauranten og svarede til signalementet.