Maskeret røver slog til i morgenstunden

En 63-årig mand fra Horsens blev i morges udsat for et røveri i sit eget hjem, hvor han blev truet til at udlevere et ur og et ukendt pengebeløb.

Den unge hjemmerøver var bevæbnet med en kniv, da han slog til mod villaen, der ligger på Strandkærvej i den sydlige del af Horsens.

Efter røveriet stak gerningsmanden af til fods - og ham leder politiet nu efter.

Den 63-årige beboer i villaen hørte lidt efter kl. seks en rude blive knust i sit hjem.

- Det er en ung mand, der knuser ruden ind til villaen. Han truer beboeren med en kniv, oplyser vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi.
Udbyttet blev 900 kroner i kontanter og et kostbart ur.