Masse-punktering på motorvejen ved Vejle

Omkring 50 biler punkterede søndag aften på motorvej E 45 umiddelbart før Vejle N i sydgående retning. Årsagen til de mange punkteringer var en tabt jernrist.

- Vi fik den første anmeldelse klokken 17.54, og så gik det ellers hurtigt med meldinger om punkterede biler, fortæller vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Lars Grønlund til TV SYD. 

Det lader til at være en tabt jernrist, der er skyld i de mange punkteringer. Hvem der har tabt den, ved man desværre ikke fortæller vagtchefen, men risten er nu fjernet.

Der holder fortsat en tavlevogn, så bilister skal køre forsigtigt forbi stedet. Der er ikke oplysninger om alvorlige skader eller tilskadekomne, slutter vagtchef Lars Grønlund.