Masser af gratis oplevelser i uge 31

Koncert med det kongelige husorkester, fællessang, jamsessions og dragefestival. Selvom sommerferien går på hæld, så er der stadig gratis tilbud derude.

TIRSDAG kan man gå med på jagt efter Vadehavets herligheder, når naturformidler Kirsten Stidsholt viser rundt på Sønderho Strand kl. 13.30. Er man heldig, kan man fange sine egne rejer – og måske endda finde en klump af ”Nordens guld” – for de fleste nok bedre kendt som rav.

Er man mere til fine gamle biler, scootere, motorcykler og knallerter, så kan man i stedet tage til veterantræffet ”Ribe Classic”. Træffet kan ses hver tirsdag i sommerperioden. Tirsdag den 1. august finder man træffet på Hovedengen, Sct. Peders Gade i Ribe fra kl. 18 til 22.

Man kan også tage til klokkespilskoncert i Sct. Jacobi Kirke i Varde. Det er kirkens organister, der står for koncerten, som starter kl. 19.30

ONSDAG byder på indtil flere gratis musik-events, hvis man er på Vestkysten.

Kl. 19.30 kan man møde op i ”Realen” på Fanø. Her er der fællessang for alle, der har lyst. Temaet for denne fællessang-aften er skotske og irske sange med Nick og Co. Hvis man derimod hellere vil ”høre end gøre” – så er der koncert med ”Rockability” i Esbjerg kl. 19.30 i Esbjerg Bypark. Koncerten tager publikum med tilbage i tiden til 50'erne - Bill Haley, Elvis, Buddy Holly, Chuck Berry og mange flere.

TORSDAG er der igen musikoplevelser på dagsordenen. Kl. 16.30 giver Mikkel Andreassen koncert i Tønder Kristkirke. Her spiller han sit eget værk ”Hjerting Orgelbog”, som han har komponeret i 2014 over Robert Jacobsens altervæg i Hjerting Kirke. Mikkel Andreassen er uddannet ved Vestjysk Musikkonservatorium.

Sommer ved Søen slutter årets koncerter af med Rasmus Nøhr
Sommer ved Søen slutter årets koncerter af med Rasmus Nøhr
Foto: Camilla Rozenfeld, TV SYD.

I Kolding er genren en helt anden, når Rasmus Nøhr går på scenen ved ”Sommer ved Søen”. Koncerten foregår ved Slotsøbadet i Kolding kl. 19 - 22. Det er den sidste ”Sommer ved Søen-koncert” i år, og selvom koncerten er gratis – så håber arrangørerne, at publikum forsyner sig med drikkevarer, pølser, slik og is i boderne på koncertpladsen. Det er nemlig indtægterne herfra, der er med til at finansiere koncerterne.

Torsdag er også dagen, hvor Fanø Gadeteaterfestival starter. Festivalen varer tre dage, og alle forestillinger er gratis: http://www.fanoe-gadeteater-festival.dk/

FREDAG

Fanø Familie Dragefestival starter tirsdag den 1. august
Fanø Familie Dragefestival starter tirsdag den 1. august
Foto: Colourbox

 er sidste mulighed for at deltage i ”Fanø Familie Dragefestival” på Rindby Strand. Dragefestivalen starter tirsdag den 1. august. I løbet af festivalen kan man deltage i drageworkshops og fællesflyvning med drage. Festivalens sidste dag begynder kl. 10.

Fredagen byder også på ”jamsession” med ”Vadehavets Helte”. Hvis man har lyst, kan man tage sit instrument med til Hjørnekroen, Hovedgaden 14 på Fanø, hvor spilleglade folk mødes kl. 16.30.

LØRDAG er det tid til lidt motion. Man kan lægge ud med ”Varde Park Løb”, som starter kl. 9.00 fra toiletbygningen i det gamle Varde Sommerland, Gellerupvej 49, i Varde. For dem, der foretrækker at bevæge sig i et mere adstadigt tempo, så er en sommertur til Skærsø måske en mulighed. Her arrangerer Danmarks Naturfredningsforening en gåtur rundt om Skærsø, som er en næringsfattig hedesø, der giver grobund for helt særlige plante- og dyrearter. Gåturen starter kl. 10 ved p-pladsen på Skærsøgårdsvej 6040 Egtved.

Hvis man befinder sig i det sønderjyske og er lidt royalt interesseret, så kan man tage en tur til Møgeltønder, hvor kongehusets ”husorkester” – Den Kongelige Livgardes Musikkorps – giver koncert på Schackenborg Slot. Koncerten starter kl. 14.00. Portene åbnes kl.13.15, og der er siddepladser til de første 500 fremmødte.