Opdateret: Masser af markbrande i tørken

Halm og korn har stået i flammer flere steder i Trekantområdet og i Syd- og Sønderjylland. Parcelhuse var i fare ved markbrand på Als.

Det knastørre vejr giver rigeligt at se til for brandvæsenet. Fredag har der været en del brandalarmer både i Syd- og Sønderjylland og i Trekantområdet. Det handler især om brande ude i de tørre marker.

De fleste brande har været ufarlige for mennesker og bygninger. Men klokken 14.30 var det tæt på at gå galt i Dyndved på Als, fortæller indsatsleder Pia Hamann fra Sønderborg Brand & Redning.

quote

Vi ser overalt, at der bliver høstet, og at gnister fra mejetærskere og andre maskiner kan antænde det tørre halm.

Pia Hamann, indsatsleder ved Sønderborg Brand & Redning.

- Det var en større brand, der opstod på markerne tæt på nogle parcelhuse, men det lykkedes at redde husene. Vi ser overalt, at der bliver høstet, og at gnister fra mejetærskere og andre maskiner kan antænde det tørre halm, siger Pia Hamann til TV SYD. 

Sønderborg Brand & Redning fik også en alarm ved 17-tiden, hvor der var ild i halm og et læhegn i Hundslev på Als. Her lykkedes det også at få slukket ilden, inden den bredte sig. 

Maskiner og cigaretskod

Ved 12-tiden kørte politi og brandvæsen til en markbrand på Sindballevej i Lindved, hvor der under høsten var gået ild i noget halm. Man gætter på, at en gnist fra en landbrugsmaskine har antændt halmen. 

Et større areal stod i flammer, men efter en lille halv time var branden under kontrol, oplyser vagthavende ved Sydøstjyllands Politi. Derefter blev halmen revet sammen for at undgå, at det spredte sig.

Ved 15-tiden var den gal igen, først i et naturområde på Bredballe Byvej i Vejle Øst, hvor flammerne hurtigt blev slukket. Her var det muligvis et cigaretskod, der satte gang i flammerne. 

Plovfurer begrænser ilden

Samtidig var der en alarm fra Bottrupvej ved Løsning. Også her kom flammerne hurtigt under kontrol. Der blev pløjet nogle furer i marken for begrænse branden.

Kort før klokken 17.00 blev brandvæsenet igen alarmeret i Hedensted Kommune. En time forinden havde man høstet på en mark på Hørmøllevej ved Urlev, og det havde antændt den tørre mark. Brandvæsenet var straks på stedet og fik hurtigt slukket branden.