Masser af sol de næste dage

Ugen begynder utrolig flot med sol og op til 27 grader. Men derefter går det stille og roligt ned ad bakke.

I løbet af ugen går det fra sol og 27 grader mandag til byger og ned til 15 grader fredag, forudser DMI. 

Det fortæller vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Anja Bodholdt tidligt mandag morgen til Ritzau.

- Det starter så godt, som det næsten kan på sådan en forårsmandag, som nærmere bliver en sommermandag. Det bliver tørt, og vi får masser af sol, og temperaturerne når op på mellem 22 og 27 grader, siger hun.

Dog vil det måske blive knap så varmt ved østvendte kyster.

Tirsdag bliver også en solrig dag, men i løbet af dagen bliver det efterhånden mere skyet i den sydøstlige del af landet. Temperaturerne når op på mellem 20 og 25 grader.

Onsdag strømmer der således ustadig luft ind over landet, og det vil sandsynligvis give skyer og regnbyger. Temperaturerne tager også et lille dyk og lander onsdag på 17-22 grader.

Torsdag og fredag vil temperaturerne ligge på omkring 15-20 grader.