Masser af uro den første nat med sommertid

Den første nat med sommertid har været travl for Syd- og Sønderjyllands Politi.

Selvom sommertiden gjorde natten til søndag en time kortere, så har nattelivet været præget af uro og vold i flere byer, lyder morgenmeldingen fra Syd - og Sønderjyllands Politi.

I Esbjerg har der været uro og slagsmål flere steder med en enkelt anholdelse til følge.

I Tønder måtte politiet lukke to værtshuse, hvor gemytterne var kommet i kog.

Også i Sønderborg har nattetimerne budt på ballade, som har krævet politiets indsats.

- Vi har især i de tidlige morgentimer haft forrygende travlt, siger vagtchef Erik Lindholdt til TV SYD.