MC'ere med hukommelses-svigt

En motorcykelklub i Nordborg holdt åbent hus lørdag - humoren fejler bestemt intet.

Det hører til sjældenhederne, at medierne bliver inviteret til åbent hus-arrangementer hos motorcykel-klubber.

Men lørdag blev TV Syd inviteret inden for hos en klub i Nordborg på Als. Den hører så også til en af de mere rolige og hyggelige af slagsen.

Navnet på klubben signalerer også humoristisk sans og en vis selvironisk distance - MC Alsheimerz.

- Det er tit, at vi dagen efter et træf ikke kan huske, hvad vi har lavet. Så blev vi enige om, at vi burde være medlemmer af en alzheimers-klub sådan som vi er, siger klubbens "høvding" Jan Kring.

Da TV Syd kom forbi, havde klubben lige slået dørene op og rundt regnet 50 motorcyklister var nået frem. I løbet af dagen plejer op mod 300 motorcyklister at besøge klubben.