Millionerne er forlængst bevilliget: Men Vestbanen venter stadig på Banedanmark

Forsinkelser hos Banedanmark betyder, at flere overkørsler fortsat ikke er blevet sikret. Folketinget afsatte ellers for syv år siden 54 millioner kroner til fornyelser på Vestbanen.

De plejer at tage det stille og roligt ude vestpå på den 37,5 kilometer lange togstrækning mellem Varde og Nr. Nebel. Men efterhånden er tålmodigheden med Banedanmark ved at være brugt op.

- Vi har fem usikrede overkørsler, som Banedanmark skal sikre, men vi hører ikke så meget fra dem, siger Vestbanens administrerede direktør Jens Kristian Ørnskov til TV SYD.

Ifølge Transportministeriets status for anlægsprojekter 2. halvår 2013 blev der ellers tilbage i 2012 afsat 54 millioner kroner til fornyelse af overkørsler på Vestbanen.

Men selvom det nu er syv år siden, at pengene blev bevilliget, er der, ifølge Jens Kristian Ørnskov, endnu ikke sket noget ved de fem overkørsler.

Sikkerheden må vente

Forsinkelserne hos Banedanmark betyder, at Vestbanen må vente med at nedlægge nogle af de usikrede overkørsler på strækningen. Nedlæggelser, der ellers skal være med til at styrke sikkerheden på strækningen.

- Vi har 13 usikrede overkørsler, som vi gerne selv vil nedlægge, men det kan vi ikke, så længe Banedanmark ikke gør deres arbejde færdig. 

- Nedlæggelse af overkørsler betyder, at der kommer mere trafik ved de resterende overkørsler. Derfor skal de gøres sikre først, fortæller Jens Kristian Ørnskov.

Arbejdet med at nedlægge de usikre overkørsler har ellers forlængst ført til ekspropriationer i området. Således var Kommissarius ved statens ekspropriationer i Jylland i marts 2014 på besigtigelsesforretning. Men efterfølgende er arbejdet med overkørslerne, ifølge Jens Kristian Ørnskov, gået i stå.

Efter dødsulykken

Banedanmarks arbejde med at nedlægge og sikre overkørsler er igen kommet i fokus, efter at Havarikommissionen netop har offentliggjort en rapport på baggrund af ulykken ved Sig 18. juni 2018.

Her opfordrer de Banedanmark til igen at vurdere sikkerheden ved alle usikrede overkørsler. Men ifølge områdechef ved Banedanmark Marianne Rasmussen bliver arbejdet med at sikre overkørsler ikke fremskyndet på grund af rapporten.

Det betyder, at de fortsat kun kan vente på Vestbanen.

- Der er ikke rigtig så meget andet, vi kan gøre, siger administrerende direktør Jens Kristian Ørnskov til TV SYD.

Forsinkelser flere steder

Det er ikke kun på Vestbanen, at Banedanmark er forsinket. Ved udgangen af 2019 vil der fortsat være 12 overkørsler på det statslige jernebanenet, der ikke er blevet sikret. Heraf to på strækningen mellem Tønder og Bramming.

Ifølge Banedanmark bliver de først sikret, når et nyt signalsystem bliver udrullet i området i 2025 eller 2026.

Vestbanen

Vestbanen mellem Varde og Nr. Nebel blev åbnet 14. marts 1903

 

Den er ejet af Sydtrafik og Varde Kommune i fællesskab

 

Den går i daglig tale under navnet Nebelgrisen

 

Siden 1. juni 2002 er det Ariva, der kører på banen