Menighedsrådsformand: Kun medlemmer af folkekirken må komme i kirken

Anne Dorte Hausted, menighedsrådsformand for Sdr. Hygum Kirke ved Rødding, foreslår, at man indfører medlemskort til de kirkegængere, der betaler kirkeskat, og på den måde undgå kirkegængere, der ikke betaler til gildet.

Anne Dorte Hausted synes, det er paradoksalt, at man som ikke-medlem stadig får del i en lang række goder, som de 83 procent af befolkningen så skal betale.

Men biskopperne i Ribe og Haderslev afviser blankt hendes forslag.

Det samme gør ligestillings- og kirkeminister Manu Sareen:

- Faktisk er det jo allerede sådan, at flere af folkekirkens ydelser forudsætter, at man er medlem. Det gælder for eksempel bryllup og kirkelig begravelse. Derimod har gudstjenesten traditionelt været offentligt, og jeg er enig med biskopperne i Ribe og Haderslev i, at det er en god ordning. Det ville støde min opfattelse af folkekirken, hvis man skulle vise billet ved indgangen til en gudstjeneste. Endelig bør man også huske, at ikke-medlemmer også bidrager til kirken gennem den skattebetaling, der går til starttilskuddet, siger Manu Sareen.

Et medlemsskab af folkekirken - også kaldet kirkeskat - koster mellem en halv og halvanden procent af din skattepligtige indkomst.

Pengene bruges til vedligehold af kirken, drift af kirkegården og lønninger til de ansatte.

Præstens løn betales dog typisk af staten. Det vil sige af samtlige skatteydere - uanset om de er medlemmer af kirken eller ej.