Menneskesmugler anholdt i Kolding

En 21-årig rumænsk mand blev i går anholdt og sigtet for menneskesmugling.

Manden blev spottet ved tankstationen Ingo på Vonsildvej i Kolding ved 15-tiden tirsdag. Med sig havde han 7-8 personer - formentlig asylansøgere. Det oplyser lokalpolitiet i Kolding til TV SYD.

Vidner, der så manden ved tankstationen, kontaktede politiet, der dog først anholdte manden på motorvejen. Her var de 7-8 passagerer forsvundet.

Den 21-årige rumæner, der var alene i bilen, blev anholdt, og bliver i dag fremstillet i grundlovsforhør.

Tidligere på dagen blev yderligere fire asylansøgere fundet i Kolding.