Mentorordning hjælper Anita igennem uddannelse

Anita Dinesen lider af stress, og har derfor aldrig gennemført 10.klasse. Men nu har VUC SYDs nye mentorordning gjort det muligt.

For Anita Dinesen har det at gå i skole aldrig været let.  Nu har tingene ændret sig.

Hun kæmper stadig med stress, og har svært ved at strukturere sin hverdag, men en mentorordning på VUC SYD har nu gjort det muligt for hende  at tage en tiende klasse eksamen.

-Man behøver ikke at være ked af det eller flov over, at man har brug for hjælp fra andre, siger Anita Dinesen til TV SYD. 

Og det er netop det Mentorordningen gør. Hjælper.

Mentorernes opgave er at tage hånd om den gruppe kursister, der gerne vil tage en uddannelse, men af forskellige årsager endnu ikke er lykkedes med det. Det tilbud har 260 kursister på VUC SYD taget imod siden august 2016.

Ud af dem er 236 fortsat i uddannelse på VUC Syd, mens 24 har valgt andre veje.

Anita Dinesen har været en del af mentorordningen siden januar, hvor hun startede i tiende klasse.

-Mentorforløbet hjælper, når jeg kommer ud i stressede og pressede situationer, hvor jeg ikke kan strukturere min hverdag i skolen. Så hjælper min mentor mig med at løse det, siger hun.

Henrik Trans underviser på VUC SYD og er Anita Dinesens mentor. 

-Mange af dem har en dårlig oplevelse af at gå i skole. Her hjælper vi dem med at finde ud af, hvordan man går i skole og fokuserer på, at skolen kan være et pusterum, hvor man kan stille sin baggage med problemer udenfor, når man går ind om morgenen, siger han.

Han forklarer, at mentorordningen foregår på kursisternes præmisser, og nogle gange skal der kun lidt til for at lette skolegangen.

-Jeg får sms’er om morgenen, hvor flere af dem skriver, at de har det skidt – om de lige kan få fem minutter med mig. Så mødes vi, og nogle gange er det nok, at jeg bare står og tager i mod dem, når de kommer til skolen, siger Henrik Trans til TV SYD.

De kursister, der er en del af mentorordningen på VUC SYD, har vidt forskellige udfordringer. Det er kursister med diagnoser, misbrugsproblemer, angst, depression, ludomani, selvmordstanker og lignende, og som samtidig ikke har haft succes med tidligere uddannelsesforsøg.