Mere energiskov på vej

Der er masser af energi i skoven, og de danske skove kan fordoble produktionen af træ til energi.

Medlemmerne af Folketingets energiudvalg fik opskriften, da de fredag var på skovtur ved Billund.

Hede Danmark har udviklet en ny skovdyrkningsmodel, der øger produktionen af flis.

Modellen er baseret på, at skovejerne øger brugen af hjælpetræer.

Hjælpetræerne vokser hurtigt i starten og skal 10-20 år efter plantning fjernes fra bevoksningen for ikke at skade de langsomt startende tømmer- og møbeltræer.

Hjælpetræerne er perfekte til fremstilling af flis til energiproduktion.

I dag går halvdelen af produktionen til flis, mens den anden halvdel bruges til tømmer og møbler.

Hede Danmark har beregnet, at produktionen af træ til energi kan fordobles.

Hurtig voksende energitræ kan skabe omkring 700 blivende arbejdspladser.

Plantningen af de nye skove kan yderlige skabe op mod 2.000 arbejdspladser i opbygningsfasen, anslår Hede Danmark.