Mere hygge - højere faglighed

Forældre til tosprogede elever dukker ofte ikke op til sociale arrangementer på deres børns skole. Det vil Egumvejens Skole i Fredericia nu forsøge at lave om på.

Det sociale netværk har stor betydning for tosprogede børn og forældre - ikke bare for hyggens skyld, men også for at hæve faglighedsnivauet hos børnene.

Demet Yüksel, der er matematiklærer for de ælste klasser på Egumvejens Skole forklarer i dag til P4 Trekanten, at forældrene til de tosprogede børn ikke så ofte melder sig på banen til de sociale arrangementer, forældrene imellem.

- Til de forældremøder og forældrearrangementer vi har, er det sjældent, vi ser tosprogede forældre. Men derimod dukker de fleste op til vores skole-hjem samtaler. Men det sociale, det fylder ikke så meget.

Netop fraværet til forældremøder og -arrangmenter giver et mindre socialt netværk, og kan også gøre det sværere for forældrene at hjælpe børnene med lektierne.

Venskab er vigtigt

Demet Yüksel fortæller også, at mange forældre kun tænker på at løse problemer i skolen, hvis deres barn har fået ballade. De fleste regner med, at læreren står for fagligheden. Og selv hvis forældrene godt ved, at de skal hjælpe med lektierne, så er det ikke dem alle, der har fagligheden til at gøre det.

Derfor er sætter Egumvejens Skole i Fredericia nu ind med en anderledes indsats, hvor der skal skabes forståelse for vigtigheden af kammeratskabet - ikke bare mellem eleverne, men også mellem forældrene.

- Så nu prøver vi at ændre strategi for intromøderne. Nu kalder vi det også for en hyggeaften, hvor forældrene kan få lov til at lære hinanden at kende og sidde og snakke lidt og hygge sig. Og hvor vi også automatisk kommer ind på, hvad er det for en rolle forældrene har, og hvad forventer vi af dem, siger Demet Yüksel.