TV der bevæger dig

Mere kontrol i busserne

Det er blevet sværere at snyde sig til en gratis bustur i Kolding.

Sydtrafik har siden årsskiftet opereret med en ny form for billetkontrol i Kolding. I stedet for sporadisk kontrol i hele kommunen samler kontrollørerne kræfterne og dækker et område massivt én dag. Det giver øget billetsalg og mindre snyd.

Kolding har fået mere billetkontrol i busserne end tidligere. Ikke bare i form af flere kontrollørtimer, men en ny måde at foretage kontrollerne giver også et indtryk af mere kontrol.

Såkaldte raids - en koncentreret form for kontrol, hvor flere kontrollører er til stedet samme sted - har vist sig at være en god måde at øge synligheden af kontrollørerne.

- Vi har mange rejsende og mange kunder i Kolding. Når vi er til stede med 4-5 kontrollører på samme dag, så bliver der lagt mærke til det i langt højere grad, end hvis det udelukkende havde været en enkelt kontrollør, siger Jytte Brink, teamleder for Sydtrafiks Kvalitets- og Driftsafdeling, til TV SYD.

Kolding er en af de byer i Sydtrafiks dækningsområde, som har flest problemer med billetsnyd. Men de nye storkontroller har allerede gjort en forskel på det område.

- Vi kan se, at vores salgssted i Esbjerg sælger dobbelt så mange månedskort dagen efter en raid end på en "normal" dag. Vi har ikke data for resten af regionen, men vi regner med at kunne se en effekt på afregningen, når den kommer fra vores andre salgssteder, fortæller Jytte Brink.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden