Nu sker det: Mere kontrol skal standse forbrydere inden de når grænsen

Det kommende år fordobles antallet af betjente i udlændingekontrolafdelingen i Padborg.

Thi kendes for ret:

Fredag faldt der dom ved byretten i København over en 29-årig hviderusser, som udlændingekontrolafdelingen i Padborg har fået udleveret til Danmark efter længere tids efterforskning.

To års fængsel, en udvisning og 12 års indrejseforbud lød dommen på.

Årsag: Hviderusseren har fragtet en stjålet lastbil og 12 sættevogne, som var stjålet fra parkeringspladser – blandt andet i Vejle – ud af landet.

quote

Vi ved, at der foregår en del kriminalitet over grænsen. For eksempel tager tyvebander op og laver indbrud i Danmark, og det skal vi blandt andet bruge de ekstra ressourcer til at sætte ind overfor.

Jørgen Meyer, politidirektør, Syd- og Sønderjyllands Politi

I alt var der blevet hælet genstande til en værdi af fem millioner kroner i sagen.

Men fremover skal indsatsen for at standse kriminelle som den 29-årige hviderusser – allerede inden de forlader Danmark – øges.

Dobbelt så mange betjente

Det kommende år mere end fordobles antallet af betjente i udlændingekontrolafdelingen i Padborg.  Fremover vil flere end 200 betjente deltage i blandt andet kriminalitetsbekæmpelse ved grænsen.

- Vi ved, at der foregår en del kriminalitet over grænsen. For eksempel tager tyvebander op og laver indbrud i Danmark, og det skal vi blandt andet bruge de ekstra ressourcer til at sætte ind overfor, så vi kan få det her stoppet i højere grad, end det har været tilfældet hidtil, siger politidirektør ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Jørgen Meyer, til TV SYD.

Styrkelsen af udlændingekontrolafdelingen vil betyde, at politiet fremover vil være mere synligt i grænselandet. Jagten efter kriminelle på vej ud af landet kommer ikke til at foregå på selve grænsestregen, men i området nord for den dansk-tyske grænse.

- Vi kommer til at lave flere patruljer. Vi kommer til at lave flere kontroller, flere udrejsekontroller og vi kommer til at lave mere forebyggelsesarbejde. Så samlet set får det efter vores opfattelse en væsentlig betydning i forhold til den kriminalitet, der passerer grænsen, siger Jørgen Meyer.

quote

Vi har siden 2016 fokuseret på indrejsekontrol og har ikke haft så mange kræfter til at lave kriminalitetsbekæmpelse. Det er det, vi kommer til at gøre nu.

Jørgen Meyer, politidirektør, Syd- og Sønderjyllands Politi

Flere penge på vej

De ekstra betjente skal også bidrage til efterforskningen af grænseoverskridende kriminalitet. Det betyder en styrkelse af den indsats, som fredag førte til dom over den 29-årige hviderusser.

- Vi har siden 2016 fokuseret på indrejsekontrol og har ikke haft så mange kræfter til at lave kriminalitetsbekæmpelse. Det er det, vi kommer til at gøre nu, forklarer Jørgen Meyer.

Pengene kommer fra en pulje på ca. 126 millioner kroner, som blev bevilget tilbage i 2015 i forbindelse med indgåelsen af flerårsaftalen for politiet 2016-2019. I 2019 skal der ansættes 100 nye politifolk ved udlændingekontrolafdelingen.

Og der er flere penge på vej. I den finanslov, regeringen og Dansk Folkeparti netop er blevet enige om, er der afsat yderligere 20 millioner kroner over en fireårig periode til særlige politikontroller målrettet udenlandske kriminelle, der fragter tyvekoster ud af landet.